
1800-1900
Farverige saloner, gyldne rammer og krigshelte til hest. Store dramaer på lærredet og nye tanker om frihed og fællesskab. Træd ind i 1800-tallets verden af nationalromantik og opbrud.
Strømninger og brydninger
Demokrati, nationalromantik og det moderne gennembrud: 1800-tallet var et århundrede med store nederlag og endnu større forandringer. Danmark gik bankerot, mistede Norge og senere hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Med Grundloven i 1849 blev enevælden afskaffet, og nye idéer om frihed og folkestyre vandt frem. Samtidig blomstrede nationalromantikken, mens industrialiseringen og det moderne gennembrud udfordrede gamle forestillinger om samfundet og mennesket.
I den faste udstilling for perioden 1800-1900 viser vi dig portrætter, malerier og genstande fra netop denne tid. Gør klar til at lade dig opsluge af det 19. århundrede.
Portrætgalleriet 1800-1900: Hvem møder du?
Stærke kvinder og krigshelte. Forfattere og skuespillerinder. Forkæmpere for frihed og demokrati. Store tænkere, kunstnere og mennesker, der udfordrede tidens normer.
Mød menneskene bag 1800-tallets store begivenheder, strømninger og eventyr i denne del af den faste udstilling.





Historiemalerier 1800-1900
Mange af Frederiksborgs store historiemalerier blev skabt i slutningen af 1800-tallet. De skildrer begivenheder fra tidligere århundreder, men fortæller samtidig om den tid, de blev malet i. Om nationalfølelse, heltedyrkelse og ønsket om at fortælle Danmarks historie gennem store personligheder og dramatiske øjeblikke.
1800-tallets egne krige fik også plads på lærrederne. Med buldrende kanoner, soldater i kamp og generaler til hest skildrede kunstnerne de slesvigske krige og deres helte. Blandt dem var Niels Simonsen, der med sine bataljemalerier bragte krigens drama ind i kunsten.



Den grundlovgivende rigsforsamling
Den grundlovgivende rigsforsamling, malet af Constantin Hansen mellem 1860 og 1864 er et af Frederiksborgs hovedværker. Det viser den grundlovgivende forsamlings første møde. Det monumentale maleri viser medlemmer af forsamlingen, men N.F.S. Grundtvig har sneget sig ind i forsvindingspunktet.

Træd ind i
1800-tallets verden
Empirestil og historicisme. Perioderummene er små historiske tidslommer med indretning og genstande, hvor møbler, kunst og genstande indgår i indretninger, der afspejler 1800-tallets skiftende stilarter.





Læs mere om udstillingen
Oplev også


Fast udstilling1500-1660
- Fast udstilling
Ordenskammeret
Fast udstilling1900 - i dag